Hey, er du okay? Mentorerne står klar til at hjælpe udsatte gymnasieelever
Mentorerne går den svære balancegang mellem at presse og skærme eleverne, der er i et specialrettet tilbud på de gymnasiale ungdomsuddannelser. På HF3 i Nørresundby hjælper mentorerne eleverne med at finde styrken til at klare nuværende og kommende udfordringer.
Af Rikke Laugesen og Astrid Bitsch Petersen
SOS!
Det er det eneste, der står i en sms, som Helle Steen Thagaard modtager. Hun er mentor på Nørresundby Gymnasium og HF i specialtilbuddet HF3, og beskeden er fra en af hendes elever.
“Jeg ved, at det betyder: Hjælp, jeg kan ikke være i det her. Det er ikke så vigtigt, at de formulerer en lang besked om, hvad det er, de vil have hjælp til. Det finder vi ud af, når vi mødes,” siger Helle Steen Thagaard, der har arbejdet som mentor på HF3 klassen i tre år.
Den type af beskeder er ikke usandsynlige i hendes arbejde med de unge, der går på HF3. Det er en treårig HF for unge, som har brug for ro, tid og støtte. Udover en hverdag med ekstra struktur tilbydes der daglige lektioner med lektiehjælp og mentorstøtte.
Årsagerne til den ekstra støtte kan være mange. Eksempelvis en psykisk diagnose som autismespektrum-forstyrrelser eller angst. Men klassen, der defineres som en særlig tilrettelagt klasse, kan også optage elever med fysiske handicaps eller kroniske sygdomme.
Og som mentor kan hun hjælpe eleverne med deres personlige og sociale udfordringer.
”Vi yder hjælp til selvhjælp. Vi bliver et vidne for dem, hvor vi kan holde et spejl op og sige: Prøv lige at se, da du startede her, der turde du ikke engang gå ud på gangen og sidde i sofaen,” siger Helle Steen Thagaard, som har en kandidat i religionsvidenskab og psykologi og er uddannet coach.
En måde at nå hende på er ved at sende
sms´er, men eleverne kan også komme forbi mentorernes kontor, som ligger på samme gang som elevernes faste klasselokaler. Her sidder de to andre mentorer Astrid Toft Hansen og Line Riis Jensen også. De tre har hver cirka 40 elever fra skolens seks HF3-klasser. En stor del af deres arbejde handler om at få eleverne til at trives.
OM SERIEN
Seks nye autismeklasser på gymnasiale ungdomsuddannelser. Det var en del af finanslovsforslaget, der blev præsenteret i 2022.
I september kom den første evaluering af landets autismeklasser og de særligt tilrettelagte klasser. Rapporten konkluderer, at klasserne har gode resultater.
I denne artikelserie sætter vi fokus på specialtilbud på gymnasiale ungdomsuddannelser og besøger elever, mentorer og undervisere for at høre om deres hverdag.
”Når de er ude i deres stamhold, kommer vi og siger godmorgen igen og igen. I starten er det også en del af at skabe relationer til eleverne. At de er vant til, at vi er her hele tiden. Vi spotter, hvis der er nogen, der sidder og hænger. Og vi skriver: Hey, er du okay, hvis der er nogen, der ikke har været i skole et par dage,” siger Astrid Toft Hansen, som er uddannet socialpædagog og er mentor på HF3.
Oversætter det sociale sprog
HF3 er et af de tilbud, der er med i en ny evaluering af specialrettede tilbud på det gymnasiale område. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggjorde i september rapporten “Evaluering af ASF-klasser og særligt tilrettelagte klasser”, der blandt andet konkluderer, at elever i specialtilbud som for eksempel HF3 gennemgår en stor personlig og social udvikling.
Fordelen ved mentorerne er netop deres fokus på den enkelte elev. Det mener Louise Bøttcher, der er lektor i neuropsykologi ved Danmarks institut for Pædagogik og Undervisning (DPU), hvis forskningsområde blandt andet er børn og unge med handicap og deres udviklings- og læringsmuligheder.
“Det er skræddersyet til, hvad den enkelte lige præcis har brug for. Det er det, der muligheden i sådan en mentor-ordning,” siger hun, som er en af i alt tre eksperter, der var tilknyttet til evalueringsrapporten fra EVA.
“Nogle af de unge vil have brug for en-til-en rådgivning i forhold til lige nøjagtig det, som de står med. For de er ret forskellige,” siger hun.
Louise Bøttcher nævner, at det kan være strategier til planlægning af opgaver og arbejdsproces, men mentorerne hjælper også med mere end det.
“Det kunne også være strategier til at arbejde sammen med andre elever, hvis man har brug for det. I en gruppe kan en mentor hjælpe med rollefordelingen eller organisering af gruppearbejdet,” siger Louise Bøttcher.
HVAD ER DET FOR NOGLE KLASSER?
På 12 af landets gymnasiale uddannelsesinstitutioner er der særlige klasser, som udelukkende er for personer med diagnoser inden for autismespektret. I klassen er der højst 12 elever, mentorstøtte og rolige rammer. De bliver kaldt ASF-klasser eller autismeklasser.
Nogle gymnasiale uddannelses-institutioner tilbyder også en anden type af specialtilbud, kaldet særligt tilrettelagte klasser (STK). Eleverne har typisk psykiske, adfærdsmæssige eller fysiske vanskeligheder. I disse klasser får eleverne også ekstra støtte og ro, men der er ikke noget loft over antallet af elever.
Begge tilbud stiller de samme faglige krav som i de tilsvarende gymnasieklasser.
Det er Kathia Schierning, der er uddannet pædagog og psykoterapeut, enig i. Til daglig arbejder hun som adjunkt på Københavns Professionshøjskole.
“Det er vigtigt, at de har meget strukturerede rammer, så de ved, hvad undervisningen går ud, og hvad de skal igennem, men de har også brug for en mentor, der oversætter det sociale sprog for dem,” siger hun.
Kathia Schierning underviser også forældre til børn med autismespektrum-forstyrrelser.
“Det kan være svært, hvis de både skal tænke på det faglige, samtidig med det sociale. Alt det, der sker i en klasse, kan være enormt svært for dem at afkode. Hvem er nu kærester med hvem, og hvem taler med hvem. Der er rigtig mange forstyrrelser udover det faglige,” siger hun.
Her kan mentorerne hjælpe eleverne med at navigere i hverdagen på en ungdomsuddannelse, peger hun på.
HVAD SIGER ELEVEN?
Sara K. Jensen er 24 år og går i 2.S på Nørresundby Gymnasium & HF. Hun har diagnosen Aspergers syndrom. Astrid Toft Hansen er Saras mentor.
“Så sent som i dag var vi til et kemiforsøg, og jeg bliver noget ængstelig omkring det. Jeg kan mærke en smule panikangst, når der er kemikalier omkring mig, og vi skal arbejde med forsøgene. Før lukkede jeg bare ned, men nu går jeg ned til mentorerne, og så snakker vi om alternative løsninger.”
“Jeg bruger ofte min mentor, Astrid. Hun har oplevet mange af de her ting før, så hun har nogle virkelig gode strategier, som man kan bruge. Hun hjalp mig blandt andet med det sociale i starten. Jeg kan have svært ved at tyde folk nogle gange, så der havde hun nogle øvelser, som kan hjælpe mig med at håndtere visse sociale situationer i klassen. Øvelserne bruger jeg stadig i ny og næ, men jeg har ikke behov for dem i samme grad som før.”
Kaos ovenpå
Nogle af hverdagens forstyrrelserne prøver mentorerne at hjælpe med. Det sker blandt andet ved, at mentorerne koordinerer og skaber forudsigelighed for eleverne. Det kan være, når der sker noget uventet, som at en time bliver aflyst, eller der er besøgsdag. Her sørger mentorerne for, at der er et lokale til rådighed for eleverne, hvor de kan trække sig tilbage, hvis det bliver nødvendigt.
”Jo mere forudsigelighed og tryghed, de oplever, jo mere kan de bruge deres krudt på det, der egentlig er vigtigt,” siger Astrid Toft Hansen.
For at give eleverne mere forudsigelighed har de også et stamlokale de første to år. Hele HF3-afdelingen hører til i kælderen på skolen, hvilket for nogle elever giver en stor tryghed. Men for andre elever en følelse af at blive udstillet.
”Det er virkelig forskelligt, hvordan de identificerer sig med fællesskabet. Nogle skammer sig over at gå i en specialklasse. Mens andre er mere ligeglad og har det fint med at sidde i klassen og ikke forholde sig til resten af skolen,” siger mentor Line Riis Jensen. Hun er uddannet pædagog og har en kandidat i pædagogisk filosofi.
“Vi gør meget ud af at italesætte, at det ikke er en specialklasse, fordi det er et særligt tilrettelagt tilbud med en helt almen gymnasieuddannelse, “ siger hun.
Pensum på HF3 er det samme som for de andre HF-klasser på Nørresundby Gymnasium og HF. Det fremgår heller ikke af elevernes eksamensbevis, at de har gået på HF3.
Ligesom alle andre
Nogle elever kommer til klasserne med negative erfaringer i bagagen, mener lektor i neuropsykologi Louise Bøttcher.
“Mange af eleverne i årevis har oplevet sig selv som anderledes og stigmatiserede, men nu får de mulighed for at vise, at de kan noget trods det at være anderledes. I klassen kan de desuden også spejle sig i andre, der også er anderledes,” siger hun.
Placeringen af klasselokalerne kan derfor have en betydning, mener Louise Bøttcher.
“Det kan godt være at både den afsides beliggenhed, og det at gå i en specialklasse er med til at stigmatisere eleverne,” siger hun.
På den anden side kan der være brug, at klassen ligger lidt afsides for at kunne fungere.
“Det kan være, hvis nogle af eleverne er meget lydsensitive eller ikke kan overskue at starte dagen med at gå gennem en stor fælles indgang myldrende med andre elever,” siger lektoren.
Mentorerne i Nørresundby har også haft overvejelser om, hvorvidt HF3-klasserne burde rykkes op fra kælderen og hen på gangen med de andre HF-klasser.
”Det er et svært dilemma. Der er nogen, som har været hjemme i to år og været udenfor skolesystemet, hvor bare det at møde op her i kælderen hver dag er et kæmpestort skridt. Så hvis de skulle møde op i alt kaosset ovenpå, så tror jeg, at der er nogen, vi ville tabe på vejen,” siger Line Riis Jensen.
”Nogle er også lidt ligeglad og har det fint med at sidde i klassen og ikke forholde sig til resten af skolen,” siger Astrid Toft Hansen.
Men det er et fokus for mentorerne, at elevernes hverdag gradvist kommer til at ligne de andre på gymnasiet. På tredje år har de valgfag hver dag med andre elever på 3. år, og de har heller ikke et fast klasselokale.
”Der er de lidt mere på farten ligesom alle andre,” siger Helle Steen Thagaard.
HVAD SIGER ELEVEN?
Mille Angelina Larsen er 22 år, er autist og går i 1.S-klassen på Nørresundby Gymnasium & HF. Helle Steen Thagaard er Milles mentor.
“Jeg er ikke en af dem, der benytter mig mest af mentorerne. Hun er der, så vi kan tage fat i hende og snakke om lidt mere personlige ting, eller hvis vi er stresset omkring vores skoleting.”
“Hvis jeg lige har haft en periode, hvor jeg har været lidt træt eller kommer for sent til timerne, så har jeg brugt Helle til at snakke om hvorfor.”
“Der er helt klart nogle, der benytter mentorerne rigtig meget til alt muligt. De er en slags supportperson.”
Presse eller passe på dem?
Der kan være en risiko for, at man kommer til at skærme eleverne for meget, mener Louise Bøttcher fra Danmarks institut for Pædagogik og Undervisning (DPU).
“Der er altid en afvejning af at skubbe dem lidt, så de bliver presset ud i nogle situationer, som også er med til at udvikle dem, men som samtidig også stresser dem. Så det er en balancegang, man i hele tiden skal overveje,” siger hun.
Her kan mentorernes fokus på at skabe relationer med eleverne være afgørende for deres valg i enten at presse eller passe på en elev i en situation.
“Jo bedre man kender en person, jo bedre kan man lave den balancegang,” siger Louise Bøttcher.
For mentorerne er det netop en balancegang mellem at tage hensyn, da eleverne har nogle særlige behov, men samtidig skal de også have samme vilkår som alle andre elever på skolen.
”Det er et dilemma mellem at passe på eleverne og dermed ekskludere dem modsat at inkludere dem i skolens liv og dermed også presse dem,“ siger mentor Line Riis Jensen.
Det kan eksempelvis ses, når der foregår større arrangementer på skolen.
En torsdag morgen i november var alle elever på første årgang inviteret til et hemmeligt arrangement i anden lektion. Men der var tvivl om, hvorvidt eleverne fra HF3 også skulle deltage.
“Skolen vil så gerne passe på dem, men vi kommer også til at ekskludere dem på forhånd, hvis vi siger, at det kan de nok ikke holde til,” siger Line Riis Jensen.
Formålet med arrangementet var at vise eleverne, at de kunne feste uden alkohol, og derfor var festsalen i al hemmelighed blevet pyntet op.
”Så vi lavede et lille eksperiment, hvor de fik de samme informationer som alle andre. Og der var især min klasse lidt oppe at køre over, at de var blevet lovet, at de ville få informationerne, siger Line Riis Jensen.
Alle i hendes klasse gik dog med op til festen.
“Bagefter snakkede vi om, at det var jo bare det. Det var bare en fest med musik og kage. Nogle synes, at det var vildt fjollet, nogle synes, at det var alt for meget, og nogle fortrød, at de gik derop, men vi fik en snak om, at de ikke fik noget at vide, fordi det gjorde alle andre heller ikke,” siger Line Riis Jensen og tilføjer:
“Den præmis accepterede de, men de var ikke helt tilfredse.”
Når de er allermest sårbare
I løbet af de tre år på HF´en kommer eleverne igennem det samme pensum som andre HF´ere, men mentorerne forsøger også at træne i sociale situationer som for eksempel at indgå i et fællesskab i klassen eller få hjælp til at sige noget højt i timerne.
”Vores mål er, at de kommer videre herefter. På HF3 får de lov til at begynde i noget trygt, og de finder et fællesskab, hvor det er okay at have det svært. Det gør, at de finder styrken til at udvikle sig og blive mere og mere sluset ud i resten af skolen og forhåbentligt i det, der kommer bagefter i samfundet,” siger Helle Steen Thagaard.
De fleste af deres elever glæder sig til at springe ud som studenter.
”Men mange af vores elever kan godt have en frygt for det, fordi de trives godt med kendt struktur og kendte hverdagsrammer, så det kan være svært at føle, at man bliver sluppet,” siger Line Riis Jensen.
De fortæller, at de prøver at hjælpe eleverne ved at give dem nogle læringsstrategier og værktøjer, som de kan bruge, når de får det svært i en eksamenssituation eller til at komme i gang med at skrive opgaver. Situationer, som de også vil møde på videregående uddannelser, og hvor mentorerne ikke længere sidder ved siden af og kan hjælpe dem.
”Det er i overgangen, at de er allermest sårbar, og der skal der være nogle stærke forældre eller andre ressourcepersoner i deres liv, som hjælper dem videre,” siger Helle Steen Thagaard.
Mentorerne på Nørresundby Gymnasium og HF håber, at eleverne bliver klogere på sig selv, og hvordan de kan håndtere nye udfordringer, hvor der ikke længere er en mentor at sende en sms til.